Inspiration fra medlemmerne

Et sandt eventyr fra USA

Så er vi endelig landet ordentligt på fødderne igen, jetlagget er overstået og længslen for at komme af sted igen er stor.

Vi kan kun anbefale et smut til USA engang i jeres liv.

Det land er for smukt, folk er utrolig flinke, maden er super hvis man som amerikanere elsker burgere - og kylling der er pakket ind i dullebej. Personligt synes jeg selv, at det er synd for kyllingen og burger i længden er for dumt.

Man kan få andet at spise, så lad ikke disse 2 menuer skræmme jer.

Flyveturen derover er skrækkelig, men sidder i vommen på en dræbermaskine ud over det store Atlanter-vand i 11 timer. Rokker man med ørene kikker sidemanden bebrejdende på en og sidder man yderst som Pia, får man en del tæv af servicevognen samt folk der passere forbi.

Men selv den forfærdelige luftbårne tur er det hele værd.

Tolden i USA gav ingen problemer, vi rejste jo retmæssigt påklædt i Mopar –klude, og så kan man jo charmere enhver tolder.

Værre gik det hos Hertz, vi havde bestilt en Mustang ( ikke synderlig Moparagtig, vi ved det godt), men dem havde de ikke flere af. I stedet blev det til en Hummer H3, og inden I sidder og tænker feeed øse, vil vi godt lige understrege, at det er det ikke. Man kan vidst bedst kalde det en Duploklods på 4 hjul, træd speederen i bund og I sniger jer over diverse vejkryds, vinduerne er så smalle, at man får hold i nakken når man skal sidde og kikke op på bjergene.

Ikke nok med det, så fik vi udleveret en ikke ryger bil. Løsningen på det, blev et bæger med vand i kopholderen og så ellers køre for åbne vinduer og soltag.

Fordelen ved Hummer var, at vi sad dejlig højt. Det gør de fleste faktisk over there. Småbiler hører vist kun til i storbyerne.

Så gik turen ellers mod Pleasenton og en masse andre retninger inden vi endelig ramte plet.

Vi havde nemlig ganske frivilligt fravalgt sådan noget som nymodens pjat der kaldes en GPS, det ku’ jo ikke være så svært at læse kort, eller….

Vi skulle lige lære det med nord, syd, øst og vest, vanvittig brede veje, læse skilte og hvad de havde skrevet på asfalten.

I Pleasenton fik vi et grimt værelse der stank aldeles modbydeligt af Wunderbaum, men det var rent.

Vejret var helt i top, mellem 35 og 40 grader og fuld knald på solen

I Pleasenton blev der afholdt GoodGuys. Et stort Hot Rod træf med ca. 1600 biler.

Det var det rene wunderland, fantastisk flotte øser overalt, masser af V8’er lyd, div. stumper, tøj og biler til salg.

Allan teede sig som en lille dreng, han powershoppede som kun en kvinde kan.

På et tidspunkt var han så belæsset, at vi måtte en tur tilbage til Hummer og læsse af, så han igen kunne finde sit shoppegen frem. Vi købte ikke bil, selvom der var rigelig der kunne have set smart ud på dansk grund.

Da dagen var omme, kunne Allan kun krydse halvdelen af sin indkøgsseddel af, så vi planlagde en tur til Sparks/Nevada hvor Summit ligger.

Da vi ikke er til de brede veje valgte vi, at hele ferien skulle foregå så langt væk fra Interstate som mulig.

Pia blev udnævnt til feriens kortlæser, planlægger og fotograf, Allan skulle tage sig af kørslen.

Så Pia tog en rask beslutning der hed Interstate til Stockton, derefter ud på rute 88. Derefter startede vores bilferie for alvor.

Mod Sparks gik det op og ned af bjerge i 8000 fod’s højde, vi passerede bl.a. Lake Tahoe, som er en meget stor og blå sø omkranset af bjerge og træer.

Temperaturen oppe i de højder ligger lige omkring de 30 grader, der kunne man trække vejret uden at tørre helt ud i svælget.

Billedet skiftede dog totalt da vi ramte Nevada. Herfra gik det nedad og når man kører nedad, har temperaturen det med at gå opad, så vi ramte igen de 40 grader.

Der er ikke meget pænt at sige om Nevada, de har Summit og her kan visakortet virkelig komme op i omdrejninger, folk er elskelige. Jeg mener, man kan da kun holde af folk der kalder en sweetheart, darling og honey. Landskabet er mere tørt end ubrugt toiletpapir, træerne er fortrukket til Californien og vandhuller udtørret. Kedelig omgang natur.

Når nu naturen skulle vise sig fra sin mere triste side, er det godt Pia kan stå for underholdningen.

I USA ejer mange et mobilehome og en almindelig bil. Når disse velbeslået amerikaner tøffer rundt i deres mobile hjem, har de som regel personbilen på slæb.

Det var ikke lige gået op for Pia, så fuld af forargelse råbte hun op som en god lovlydig borger: " Hold kææææft han kører tæt på!"

Vi lader billedet stå…. – næsten, Allan fik sig en rigtig god latter og Pia måtte høre for det resten af ferien.

Fra Summit kørte vi ned til Carson City og tog en overnatning på et motel der lugtede bedre end det forrige.

Næste dag gik turen til Yosemeti, en af de mange nationalparker man bare ikke skal gå glip af. Novra (sådan siger Anders And) der var flot. Der var bjerge med og uden træer, floder med vand i, vandfald, søer. Efter skiltningen skulle der også være bjørne elge og bjergløve, men de er vist ikke til turister fra Danmark, for vi så ikke noget til dem. Generte møgdyr, sådan nogle ville vi gerne have set! Alt hvad vi så var egern – EGERN!!!!

Efter Yosemeti skulle den så stå på Death Valley, så det blev Pias opgave at føre os så langt sydøst på som vi orkede.

Målet blev Lake Isabella som ligger ved Kern River.

Turen dertil blev indimellem lige lovlig spændende. I Delano, som er en usædvanlig meget mexicansk og temmelig fattig by, kom vi til at lave et lille kiks, i stedet for at køre øst kørte vi vest, hvilket betød, at vi lige skulle igennem byen en gang til.

Der blegnede Pia en anelse, ikke engang kameraet turde hun tage op over bilrudeniveau, hun var af den sikre overbevisning at nu ville vi blive skudt.

Som I nok kan regne ud slap vi levende igennem, men hold kæft hvor de gloede efter sådan 2 hvide fjolser i en Hummer.

Vejen fra Delano til dagens sø gik videre over prærie indtil vi igen ramte bjergene som skulle forceres, denne gang med en nedstigning uden for kategori, - 18%. Her kom både Allan og Hummer på arbejde. Allan stod nærmest stand by på bremsen. Her var det så, at Hummer fik nok at vores bjergkørsel, pludselig udsendte den de værste dunster fra bremserne i bare protest. Der var ikke andet at gøre end bøje sig og køre ind til siden og lade den køle lidt af.

Da vi endelig ramte byen Wofford, som ligger ved Lake Isabella, (Hvorfor, som Pia omdøbte byen til) stank Hummer grusomt fra sine meget flotte skinnende blå bremser.

Mon ikke Hummer var lykkelig for at vi hurtig fandt et motel, så den ku’ få sig et velfortjent hvil henover en varm nat.

Næste dag tog vi så til Death Valley, der rundede vi 50 svedige grader. Så var det at vi fik nok af varmen, al rygning blev indstillet, vinduer og soltag lukket og airconnen sat til.

Den varme er så ubeskrivelig at, det skal opleves. De 50 grader var vel og mærket målt i skyggen på en rangerstation, det eneste sted i Dødens Dal hvor der var skygge. Forstil jer så at, stå ude i solen med en vind der er så frygtelig varm, at tørsten indtræder for hver gang man trækker vejret.

I Death Valley så vi også dette århundredes tåbe. En mand, hvad ellers, som havde forceret bjerge op og ned på cykel med anhænger. Han trak hele baduljen gennem ørkendelen og kunne bare se frem til mere bjerg og mere hed dal på den anden side. Idiot, vi snakker stadig om, om han mon overlevede den tur og hvor mange bremseklodser han har brugt hen over diverse bjerge.

Fra Dødens Dal blev det straks mere lystigt, for så ramte vi Las Vegas. Første indskydelse var at tjekke ind på Hooters, men det blev skudt i sænk, da de ikke havde pool, lige ved siden af lå Motel 6 med pool. Se det var en vinder…Det var gudeskønt, at sænke sin overophedet krop ned i det lunkne vand sammen med en gigastor drink.

Om aftnen var vi på The Strip og se på neon, diverse kasinoer, bar’ og letpåklædte kvinder. Her startede Pia’s alkoholiske tendenser for alvor, man kunne få cocktails’ i alle mulige afskygninger, for sølle 8-9 $, uanset hvor meget sprut der er i, I kan vel regne ud hvordan resten af ferieaftnerne de gik.

Den totale griner i Vegas var den seddel der lå på vores værelse. Save Energy, turn off the TV and lights when leaving your room. Hallooo, stod vi ikke der, midt I en by der var total oplyst af neon og med musik sprøjtende ud af hvert eneste kasino. Nå men vi er jo sådan nogle pæne og velopdragne danskere, så selvfølgelig slukkede vi for alt, med undtagelse af airconnen som kørte på højtryk. Vi skulle jo også kunne trække vejret frit når vi sov.

Efter et par dage i Vegas kørte vi mod Hoover Dam og Flagstaff.

Flagstaff huskes bedst, p.g.a. de enormt lange godstog der kom brølende og tudende igennem byen i et væk. Og jo, vi boede 50m meter fra banen og tæt på en jernbaneoverskæring, så der blev tudet igennem. Ingen samtale var mulig når 5 lokomotiver hiver i hornet.

Fra Flagstaff gik det op mod et kæmpe hul i jorden også kaldet Gran Canyon. Imponerende stort hul, vi kan kun igen som Anders And sige "Novra."

Da vi nu både havde set HotRod’s, Yousemeti, Las Vegas, Gran Canyon og en masse spektakulær natur, mente vi jo nok at USA skulle oppe sig hvis de ville imponere os. Det kan det land til stadighed.

Vi satte kurs mod Sedona, som er spækket med røde bjerge, floder og fed fed natur. Her kunne vi godt slå rødder resten af livet.

Fra Sedona satte vi kurs mod Los Angeles, hvor en anden af feriens store event skulle foregå. Vi skulle nemlig til Nascar. Indrømmet Pia var ikke tilfreds med den plan, der var blevet presset ind i ferieplanerne.

Men hun bøjede ærbødigt næsen i diverse dækskyer.

Hold da kæft hvor var det stort og fantastisk. Den fik rigtig på imponatoreffekten.

Uden for banen var der 2 koncerter, masser af fan-gear man kunne købe fra store veldekorerede lastbilanhængere, mad og sprut i massevis. Og ikke at forglemme det uhyre store parkeringsområde. Det var sgu større end Ullerslev, der kørte tramps (en slags bus) rundt og samlede folk op, så ingen skulle gå de mange kilometer til en indgangen.

Selve ræset startede med bøn og nationalsang efterfulgt af fyrværkeri og 4 jagere der fløj indover banen. National følelsen længe leve…

Og så skete det, 43 V8’ere gav den gas, det var så fantastisk at, Allan fik fugt i øjnene af bare jubel og jo det gjorde Pia også.

Vi kan kun sige:"Prøv det!" Det brøl de afgav ville have fået decibelene i en børnehave til at blegne. Der var dømt prøvebillede på ørene.

Efter den oplevelse skete der noget med Allan, der gik en ren fartdjævel i den mand. Hvilket gav bjergkørsel en helt ny dimension. Hårnålesving og op- og nedstigninger foregik nu i et uansvarligt tempo, der fik Pia til at lyde som Miss. Bucket fra Fint skal det være.

Indrømmet vi nåede Stillehavet hurtigere end beregnet og det var stort endelig at se havet. Eneste hage ved kystlinien var at temperaturen faldt fra de 40 grader til sølle 27 grader.

Vi tog turen op ad Rute1 til Monterrey, hvor vi skulle på hvalsafari.

Nu er der lige det med Stillehavet, at det ikke helt lever op til sit navn. Vi sejlede ud i en lille båd som huggede så voldsomt i bølgen blå, at alle måtte klamre sig til rælingen for ikke at blive kastet umotiveret rundt på dækket.

Efter 1½ times karruselræs på havet, fandt vores kaptajn endelig nogle pukkelhvaler. Flotte dyr der styrer for vildt.

På tilbageturen tabte Pia lidt af ansigtskuløren og søgte ned i sofarækkerne, mens Allan fortsat legede Titanic oppe foran.

Vi fik også set en enkelt delfin, en masse søløver og pelikaner.

Her kommer så en tilståelse efter 2 dage op ad Rute 1,og en enkel tur på havet ja så fortrak vi altså ind i landet igen. Helt ærligt 27grader, vi frøs…

Vi valgte at køre nord for San Francisco Bay, som går temmelig langt ind i Californien.

Et motel lige ud til bugten fandt vi ikke, til gengæld fandt vi hotel Ramada i Vallejo, Her havde de både swimmingpool, masser af morgenmad og lækkert værelse. Vi valgte at tage en pause fra Hummers selskab, så i 2 dage væltede vi rundt i poolen, blev skoldet på 2½ time, spenderede en masse $ i de to butikscentre der lå lige omkring hotellet.

Vi tog også i Biffen og se Mirrors med Kiefer Sutherland ( er I til gyserfilm, kan den anbefales, altså når den når til lille DK). Det sjove ved at gå i biffen over there, er at slik-udvalget er ganske lille til gengæld opstår problemet når man skal have popcorn. Her kan vælges mellem almindelige, med smør, med sukker, med karry o.s.v. Vi valgte nu bare de vanlige med salt. Det andet er alligevel for klamt.

Fra Vallejo gik turen op til Clear Lake, hvor vi lejede en stor hytte ned til søen. Fedt at sidde på egen terrasse og se solen gå ned bag bjergene sammen med Mudslide og beer. (Mudslide= rom og kakao med masser af isterninger)

Området var ikke præget af de store $, men selv om huse ser forfaldne ud, så kan man stadig godt have hotrod’s stående foran boligen og en masse pickup på siden.

Herfra skulle turen gå til San Fransisco ad Rute1 ned langs kysten, først så vi igen vældige druemarker, der snart skulle på flaske, samt de berømte Redwood skove med deres gigant høje træer som har en stamme-diameter på alt fra 2-8 meter. Imponerende skov!

på vej ud til Rute 1 ramte vi feriens sidste bjergkam. Her havde vejarkitekten måske nok lige været en anelse svimmel.

Vejen blev meget meget smal og svingene var uhørt skarpe. Til tider mindede de mest af alt om U-vendinger. Allan "Schumacher" syntes livet var herligt bag rattet, han grinede og gav Hummer gas, mens Pia hylede op om bratte skrænter, farten ned og overlevelse.

Efter et par timers vanvittig bjergkørsel ramte vi Rute1.

Det var lidt af en nedtur rent vejrmæssigt, igen faldt temperaturen fra de lune 40 grader til lige omkring 20 grader. Havgusen stod ind over land, så det flotte vue det skulle have været blev noget dæmpet.

Ikke nok med det, så blev vinduer og soltag lukket, store trøjer fundet frem og Pia begyndte med det samme, at beklage sig over, at nu skulle ferien ende med snottud og influenza..

Da vi endelig nåede frem til San Francisco skulle der graves dybt i taskerne for nu var også cowboybukser en nødvendighed.

I San Francisco så vi fra fastland ud på Alcatraz, ingen af os følte trang til at trampe rundt ude på den klippeø, Fisherman’s Warf mindede mest af alt om en festivalgade. Ret meget mere fik vi ikke set, da vi landede ret sent i byen.

Næste dag skulle vi først finde en bestemt gade, hvor skulle ligge en butik der solgte cowboyhatte, en sådan ville Pia meget gerne forære sin far. Desværre så var gaden til en start ufattelig svær at finde. San Francisco er ikke nem at køre rundt i når man praktisk taget ikke må dreje til venstre. Det tog os det meste af en time at køre de små 10 km der var til butikken, som så var lukket og slukket. Nedtur…

Derfra skulle vi så finde ud til vores sidste overnatning ved lufthavnen og også her kom vi til at se mere til den skide by end beregnet. Vi fandt hotellet efter et par timers forvirrende kørsel og et enkelt visit i den største boghandel vi nogensinde har set. 2 etager med egen cafe og rulletrappe, klart for amerikanerne er jo ikke til det med at flytte den ene fod foran den anden.

Nok var butikken stor, men havde de Moparblade og de hundebøger vi søgte – NÆ!!

Den sidste aften gik med at æde sig tyk i diverse grillede oste, wokmad og lun apple pie med is til. Mums!

Næste dag gik turen så til Hertz hvor Hummer blev afleveret med 5600 km slitage, sidste måltid indtaget inden vi igen skulle lide i vommen af en KLM dræbermaskine til Amsterdam og derfra videre til København.

Efter 26 timers rejse stod vi endelig dødtrætte på Nyborg Station, hvor vi blev afhentet af Lars og Karina, fra klubben, - i en Ford Mondeo. Ikke meget USA over sådan en karet.

Vel hjemme drømmer vi allerede om at tage af sted igen.

Mopar

Allan og Pia